søndag den 8. december 2013

8. dec: Varm mandelchokolademælk med kokosflødeskum




Når vi kommer til december, og vinteren i det hele taget, så skal jeg bare have varm kakao! Bedst er det efter en tur ude i kulden og lige nu sneen, med ild i brændeovnen og et varmt tæppe :) Sådan fik vi en kop i går efter vi var ude og købe juletræ. Vi har ikke plads til det kæmpe store træ, så det blev til en lille stuegran i en potte - så kan det jo også være at jeg er heldig at have det til næste år, bare lidt større til den tid. Der kan ikke være meget pynt på en stuegran, men træet er nu pyntet med lidt af min farfars gamle julepynt og lidt nyt, som jeg har købt til i år.




Når jeg laver varm kakao bruger jeg enten Naturli' soyakakaomælken, som er rigtig god både kold og varm, og gør det nemt og hurtigt at få en kop kakao, eller hjemmelavet med en kop skummet mandelmælk, rigtig mørk chokolade og så med en skefuld kokosflødeskum på toppen :)


varm mandelmælk chokolade kakao mælkefri


Varm mandelchokolademælk med kokosflødeskum

1 kop

1 mørk chokolade pind - skal laves minimum et par timer inden
2dl mandelmælk
0,5-1tsk flydende honning

Kokosflødeskum
til 4 portioner

1 dåse kold kokosmælk
1 tsk vaniljesukker

varm mandelmælk mælkefri chokolade kakao


1. Først laves chokoladen - smelt noget mørk mælkefri chokolade, og hæld det i en silikone form til at lave konfekt. Sæt et lille træspyd i og lad chokoladen størkne. Her har jeg pyntet lidt med frysetørret hindbær. Når chokoladen er størknet er du klar til at lave varmchokolade.

2. Kokosflødeskum laves ved at piske den faste del af kokosmælken med lidt vaniljesukker til det har konsistens som flødeskum. Kokosmælk skiller når det opbevares koldt, så kokosmælken skal have stået i køleskab i mininum 1 døgn inden den kan piskes.

3. Varm mandelmælken enten i mikroovn eller en gryde og skum mælken i en mælkeskummer.

4. Put den kolde chokolade i den varme mælk, med lidt honning og kokosflødeskum på toppen og rør rundt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar