søndag den 22. december 2013

22. dec: Æbleskiver uden mælk




Efter jeg skrev indlægget til i går, har jeg tænkt meget tilbage på vores tur til Miami i oktober. Det var virkelig en god tur og jeg jeg vil så gerne afsted igen! Lige så meget som jeg holder af at være afsted, så synes jeg at det er så enormt dejligt at mindes alle de gode, spændende og sjove ting man oplevede, da man var afsted.
Et af minderne fik mig til at tænke på æbleskiver... M og jeg boede i Miami Beach, men tog en dag ind til Miami city, og spiste morgenmad her. Vi fandt den hyggeligste lille café, som var gemt væk bag et kedeligt stillads, men bare var så fin indvendig og lige mig! Farverne var pastel, med en blanding af lilla, blå og grøn, høje borde i træ, med lysblå metal barstole, hjemmelavede lamper og et spændende og anderledes menukort. Samtidig var de bare så venlige og ville lave alt mad og drikke på den måde man ønskede det.
Mens jeg spiste min soya-oatmeal, studerede jeg menukortets søde del og finder nederst 'danish pancakes'. Som dansker tænkte jeg at jeg da måtte vide hvad en dansk pandekage er, men efter at have vendt det med M, kunne jeg stadig ikke komme på hvad en dansk pandekage er og blev simpelthen nødt til at spørge, hvortil at kokken svarer at de er nogle små kager som er bagt af samme dej som almindelige pandekager, men bages i en pande med huller! Selvfølgelig - æbleskiver!


æbleskiver uden mælk laktosefri jul hjemmebagt


Jeg har aldrig tænkt på æbleskiver som værende en pandekage, men de er jo selvfølgelig bagt på en pande. For mig er det nu en julet ting og noget som jeg skal have minimum 1 gang i december. Det blev så både til i går med veninderne og i dag med mine forældre og min bedstefar - begge gange hjemmebag efter egen opskrift :)
Opskriften er med inspiration fra Valdemarsro's opskrift på æbleskiver. Jeg har ændret lidt på mængderne og indholdet, samt brugt mælkefrie produkter til her at lave min egen version, sådan som jeg bedst kan lige æbleskiver.


æbleskiver jul uden mælk laktosefri hjemmebagt


Æbleskiver

4-6pers

5dl hvedemel
1/2tsk salt
2spsk sukker
1,25tsk kardemomme
1tsk natron
1 knivspids bagepulver
1/2 tsk revet skal af en økologisk citron
3 æg
3spsk smeltet Nutana margarine
4,5dl havremælk

Nutana plantemargarine til stegning.
Flormelis og syltetøj til servering.


Bland alle de tørre ingredienser sammen i en skål - mel, salt, sukker, kardemomme, natron og bagepulver, samt citronskal.
Del æggene i blommer og hvider i to skåle. Bland æggeblommerne med Nutana og havremælk og rør dette i de tørre ingredienser. Rør dejen godt sammen og stil dejen i køleskabet i ca. 30 min.

Pisk æggehviderne stive, når dejen har hvilet 30 min og vend dem i dejen.
Varm æbleskivepanden op og put en klat smør i hvert hul. Fyld hullerne trekvart op med dej.
Når ydersiden er fast og dejen begynder at hæve op, vendes æbleskiven med en strikkepind eller en kødnål.
Her kan du fylde mere dej i æbleskiverne, ved at bruge en sprøjtepose eller lignende, og sprøjte dej ind i 'hullet', der fremkommer når æbleskiverne vendes første gang. På denne måde får du mere runde æbleskiverne. Huske at vende æbleskiverne jævnligt så de bliver bagt på alle sider.


æbelskiver jul uden mælk laktosefri hjemmebagt



Ingen kommentarer:

Send en kommentar