Om mig og mad uden mælk

Velkommen til Millas Mad uden Mælk!

Da jeg fandt ud af at jeg ikke kunne tåle mælk, havde jeg det som om min verden gik i stå. Jeg har gennem hele mit liv elsket yoghurt og spist det dagligt, og pludselig stod jeg der og kunne ikke komme på hvad jeg så kunne spise til morgenmad, når nu yoghurt var ude af billedet..
Det var i slutningen af november måned og alle julekagerne, chokolade og risengrød lå lige om hjørnet - ting som jeg bare elsker! Det gjorde det ikke ligefrem nemmere synes jeg, så jeg endte med, stort set, kun at leve af æg den første måned.
Det blev hurtigt alt for ensformigt for en madelsker som mig, så der måtte nye boller på suppen og jeg besluttede mig for, at jeg minimum 1 gang om ugen skulle lave en 'ny' ret uden mælk.
Det gjaldt også at udforske markedet indenfor havre, ris og soyaprodukter, hvilket jeg aldrig tidligere havde sat tænderne i og må indrømme at det tog mig noget tid at vænne mig til smagen..

Næste projekt var så at skulle købe ind. Hold op hvor har jeg følt mig dum mange gange, efter at have brugt flere timer i Kvickly og alle de andre supermarkeder på at vende og dreje, nær studere ingredienslister, vurdere anvendelsesmulighederne, samt blive skuffet når ting viste sig at være off-limit og springe ud i glædes dans når produktet var 'clean'.
Jeg har aldrig synes at jeg havde ensformige spisevaner, men det blev noget helt andet at lave mad - hver gang jeg placerede mig i køkkenet var det et eksperiment og gav anledning til nye projekter og forsøg, og min verden af mad er nu blevet til et univers og jeg ELSKER det! Mit køkken er blevet et af mine 'happy places' og jeg laver stort set alt fra bunden, frem for at købe det færdigt.

Jeg startede med at få diagnosen mælkeallergiker, men efter en længere periode helt fri for mælk, kan jeg nu spise mælkeprotein i begrænsede mængder og perioder. Laktosen er jeg dog aldrig blevet helt gode venner med, så i min hverdag spiser jeg mad helt uden mælk og oste hvor laktosen er nærmest ikke eksisterende, men kan slå mig lidt mere løs når jeg skal ud at spise :)

Bloggen her er til inspiration, tips og ideer til andre, som står i samme situation eller som bare ønsker at lave mad uden mælk. Jeg vil skrive om nye, så vel som gamle, produkter uden mælk/laktose og poster diverse opskrifter helst helt fri for mælk, men der vil nok også snige sig lidt laktosefri mad ind og mad med oste (nærmest kun fåre- og gedeost), hvor laktoseindholdet er nærmest ikke eksisterende og derfor får etiketten 'meget lavt indhold af laktose'. Det er med forskel hvor meget laktose man kan tåle, så prøv dig frem.

Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, komme med ideer og forslag eller bare læse med og få lidt inspiration :) Skriv også gerne om dine egne erfaringer, det er altid sjovt og lærerigt at høre hvad andre har prøvet og hvordan det fungere for dem :)


// Camilla