onsdag den 11. december 2013

11. dec: Mælkefri brunkager med appelsin



Jeg har holdt en rigtig mig dag i dag - jeg har haft fri, haft tid til at nyde min morgenmad og derefter været på julegaveshopping. M og jeg plejer som regel at tage på juleshopping sammen, men M har meget på arbejde for tiden og det lykkes os som regel ikke, at få købt alle gaver på en dag, så tænkte jeg hellere måtte komme i gang. 
Jeg bestemmer mig altid for hvad folk skal have i gave inden jeg går ud og køber det, men ender så ofte med ikke at kunne finde det jeg har bestemt mig for. Kender du det?
Imponerende nok, så lykkedes det mig i dag at finde al ting og har nu købt alle julegaver til min familie og M :) 
Så bagefter hjem og pakke gaver ind, med en kop kaffe og en brunkage, som i år er kommet meget tæt på, hvis ikke den rent faktisk er, min absolut yndlings småkage!
Opskriften er fra Claus Meyers julebag, selvfølgelig lavet om til en version uden mælk, og er simpelthen fantastisk! Aldrig har jeg spist så mange brunkager ;)


brunkager småkage uden mælk

brunkager småkage mælkefri


Brunkager med appelsin

200g AMA plante
150g mørk sirup
75g brun farin
125g sukker
5g stødt nelliker
5g stødt allehånde
5g stødt kanel
5g potaske udrørt i 2 spsk vand
40g finthakkede smuttede mandler
fintrevet appelsinskal af 1/2 økologisk appelsin
400g mel
Smelt AMA plante, sirup, brun farin og sukker forsigtigt i en gryde, indtil det bliver håndvarmt. 
Kom krydderierne ned i 'smør'massen og rør dem godt ud. 
Rør melet i 'smør'massen sammen med potaskevandet, mandlerne og appelsinskal - og ælt det hele sammen til en homogen dej, pas på ikke at ælte for meget. 
Gør herefter en af følgende ting:
1. Rul dejen til en pølse med en diameter på ca. 5 cm. Pak dejen ind i plastfolie og læg den køleskab i 2-3 timer. Skær herefter tynde skiver af pølsen og læg dem på en bageplade med bagepapir.
2. Saml dejen til en kugle. Pak dejen ind i plastfolie og læg den køleskab i 2-3 timer. 
Rul dejen ud med en kagerulle og stik figurer ud med forme. Læg kagerne på en bageplade med bagepapir. 

Pynt evt. småkagerne med mandel skiver inden de bages. 
Bag småkagerne ved 200grader indtil de er pænt brune uden at være mørke - ca. 6 minutter. 
Lad småkager køle af på en bagerist.
Når småkagerne er kolde kan de pyntes med glasur. Her er det nemmest at arbjede med royal icing og det holder også bedre, hvis småkagerne ikke skal spises med det samme. 





Royal icing
1 bæger med æggehvider
1 tsk citronsaft
165g flormelis
Konditorfarve

Pisk først æggehvider og citronsaft med en håndmixer. Herefter piskes flormelis med i blandingen. Skal al glasuren være ensfarvet så tilsæt konditorfarven sammen med flormelis, alternativt så lav en hvid glasur og fordel det i nogle skåle, og tilsæt farverne herefter. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar