mandag den 2. december 2013

2. dec: Fuldkornsspelt pebernødder uden mælk og æg





Absolut yndlings småkage i december er pebernødder! Men jeg synes der er meget stor forskel på pebernødder, de skal være perfekt sprøde, ikke for hårde eller for bløde, rigtig smag og så er det lige det med ingredienserne i de pebernødder som kan købes. Jeg har i år bagt dem selv og inspirationen til denne opskrift kommer af omveje fra Lagkagehusets pebernødder. Jeg fandt opskriften på bloggen Valdemarsro - en blog jeg varmt kan anbefale dig at læse med på. Ann-Christine laver nogle fantastisk lækre ting!
Jeg har så ændret på opskriften så det er blevet til pebernødder hvor der hverken er mælk eller æg i, og så er de bagt med fuldkornsspeltmel.
Pebernødderne bliver lidt flade i det, men lækre sprøde og smager himmelsk! :)


mælkefri pebernødder jul ægfri fuldkorn spelt kokos


Fuldkornsspelt pebernødder uden mælk og æg

omkring 100-130 stk

125g sukker
1/2 dl kold fast kokosmælk 16% - ligesom hvis du skulle lave flødeskum, læs evt. mere her
125g Nutana plantemargarine
1/2 tsk stødt kardemomme
1/2 tsk stødt ingefær
1/2 tsk stødt kanel
1/2 tsk hvid peber
1/2 tsk bagepulver
1/2 tsk natron
150g sigtet speltmel
75g fuldkornsspeltmel

Pisk sukker og kokos sammen. tilsæt Nutana og pisk det godt sammen.
bland alle tørre ingredienser i en skål og tilsæt dem herefter til de våde ingredienser. Hold lidt tilbage til dejen skal trilles. Undgå at ælde/røre for meget i dejen, da den i så fald vil få svært ved at hænge sammen. Tril dejen til pølser og skær den i små stykker, som trilles til kugler, så de er ca. 1 kubikcentimeter i størrelse. Placer kuglerne på en bageplade med bagepapir, med et par centimeter imellem - de flyder lidt ud og bliver mere flade i det, når de bliver bagt.
Bag pebernødderne i en forvarmet ovn ved 200grader i 8-10 min - det er vigtigt at holde godt øje med pebernødderne undervejs - de skal være gyldne i farven. De bliver ligepludselig mørke og brænder hurtigt på. Læg de færdigbagte pebernødder på en rist og lad dem køle af, her bliver de ligeledes sprøde.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar