mandag den 30. september 2013

Skønne Scones uden mælk

Det har været en dejlig solrig weekend i selskab med både gode venner og familie, gensyn med en veninde jeg ikke har set længe, og fart over feltet med go-kart konkurrence og sightseeing i vores egen del af København - det hele afsluttet og toppet med weekendens snart obligatoriske hjemmebag - denne gang scones med chokolade :)

scones med chokolade

scones med chokolade



Hvad behøver man overhovedet at sige om scones? De er små, de er lækre og søde, de smager fantastisk - man kan kun elske dem... Jeg elsker dem i hvert fald! Men på en mælkefri diæt er det helt umuligt at købe en scone i en butik, da hovedingrediensen i scones er smør...
Scones er nærmere kage end en bolle, da brødet er sødet, dog ikke så meget som wienerbrød, og ofte bages de med rosiner, chokolade, dadler eller serveres bare drysset med perlesukker og smurt med smør.

For at kunne nyde denne lille lækre sag, har jeg længe forsøgt at finde den helt rigtige opskrift, så den fik den helt rigtige konsistens og smag, uden brug af mælkeprodukter. Nu er det endelig lykkedes og her har du opskriften med chokolade (som kan udelades eller erstattes med rosiner) :)



Scones med chokolade

8-10 stk

325 g hvedemel
100g sukker
1 tsk bagepulver
1/4 tsk natron
1/2 tsk salt
120g kold mælkefri plantemargarine
75g mørk mælkefri chokolade
1,25 dl soyayoghurt naturel
1 æg

Tænd ovnen på 200 grader.
Mix hvedemel, sukker, bagepulver og natron i en skål. Bland plantemargarinen i melblandingen med fingrene, til konsistensen er som groft mel. Bland herefter chokoladen i.
Pisk ægget i soyayoghurten med en gaffel i en skål for sig, inden du blander dette i dejen. Saml dejen til en kugle med hænderne.
Fordel dejen i klumper/boller på en bageplade med bagepapir og bag scones'ne midt i ovnen i ca. 15 min.
Spis scones'ne som de er, med lidt syltetøj/marmelade eller smurt med plantemargarine :)

søndag den 29. september 2013

Thai inspireret salat med marineret svinemørbrad

Min kære svigermor læser mange dameblade - om ikke andet så langt flere end mig - og er altid sød til at gemme de mange madopskrifter til mig. Denne opskrift er en af dem som jeg har fået af hende, så præcis hvor den stammer fra ved jeg ikke.. Men god er den i hvert fald! :)

Jeg er generelt stor fan af asiatisk mad, som kun sjældent indeholder mælkeprodukter, men altid er fuld af smag, skønne kraftige farver fra friske grøntsager og meget langt fra det klassiske danske køkken, som er mere smør og fløde tungt, og ikke ligefrem laktoseintolerant venligt.. ;)

Jeg har ændret en lille bitte smule i den oprindelige opskrift, hvor der skulle sesamolie i - dette er jeg ikke så stor fan af - samt tilføjet lidt peberfrugt, så retten får mere farve, og ekstra dressing.


thai salat

thai salat


Thai inspireret salat med marineret svinemørbrad

4 pers

1 svinemørbrad
1 spsk citronsaft
1 spsk chilisauce
2 spsk soja

2 hoveder hjertesalat
2 forårsløg
1 rød peberfrugt
1/2 bundt frisk koriander
1 håndfuld frisk mynte
4 tsk rørsukker
4 spsk citronsaft
2 spsk fiskesauce
3 tsk finthakket chili
1,5dl jordnødder, rå og usaltede

Skær sener af mørbraden og skær denne i strimler på ca. 4 cm. Rør citronsaft, chilisauce og soja sammen, og læg kødet i denne marinade i minimum 1time - det tager bestemt ikke skade af at stå endnu længere.
Steg herefter kødet på en pande med lidt olie, mens du gør salaten klar.
Snit salaten, skær agurk og forårsløg i helt tynde skiver og peberfrugt i meget fine strimler. Hak koriander og mynte groft. Bland salat og de friske krydderier.
Rør rørsukker, citronsaft, fiskesauce og chili sammen, og vend det med salaten.
Rist nødderne på en tør pande til de er gyldne.

Anret salaten på en tallerken, kom kødet henover og drys med nødder.




fredag den 27. september 2013

Mælkefri müsliboller med banan, rosin og valnødder

Hjemmebagte boller er bare hyggeligt, müsliboller er bare lidt mere hyggeligt til morgen og med banan bliver det næste som en kage - det er næsten et kinderæg!

müsliboller med banan

Mælkefri müsliboller med banan, rosin og nødder

20 stk

2,5dl soyamælk
50g gær
1 spsk flydende blomsterhonning
2 tsk salt
75g valnødder, så finthakket at det nærmest er malet til mel
2 modne bananer
2,5dl soyayoghurt
75g rosiner
50g hirseflager
100g ruggryn
575g hvedemel

Opløs gæren i soyamælken. Tilsæt honning og salt. Mos bananerne, enten ved håndkraft eller i en blender og bland dem med soyayoghurten. Bland banan/yoghurt mosen, rosiner, hirseflager, ruggryn i dejen.
Bland melet i lidt af gange og ælt dejen godt igennem. Dejen skal være sammenhængende, men stadig lidt klistret.
Stil dejen tildækket til hævning et lunt sted - gerne et 2-3 timer.

Dyb en spiseske i en kop med vand og fordel på den måde bollerne på en bageplade med bagepapir. Lad bollerne hæve tildækket i yderligere 20-30min mens ovnen bliver varm. Drys med hvedemel eller ruggryn og bag bollerne i midten af ovnen i ca. 20min ved 200 grader.

Skal bollerne blive ekstra hyggelige, så skift rosiner ud med mørk chokolade :)



torsdag den 26. september 2013

Follow my blog with Bloglovin

Kender du 'Bloglovin'?
Bloglovin er en smart side hvor man kan samle de blogs man følger på én læseliste, så man ikke skal ind på flere forskellige sider hver gang man vil se om der er kommet et nyt godt indlæg.
Så hver gang der bliver udgivet et nyt indlæg på en af de blogs man følger, kommer dette automatisk ind på listen på Bloglovin - super smart og nemt! Prøv det :)

onsdag den 25. september 2013

En dansk klassiker - soyakoldskål med hjemmebagte kammerjunker og blåbær - mælkefri

Selvom sommeren er ved at være slut, så synes jeg stadig man kan spise koldskål. Koldskål kan efter min mening spise døgnet rundt - jeg fik det som barn til morgenmad, mens min kæreste altid har fået det som dessert, hvorfor denne opskrift har fået indtil flere etiketter.
Naturli' har lavet en økologisk koldskål på soyamælk med citron og vanilje, som jeg synes er rigtig god og spiser i stedet for at lave koldskål fra bunden. Til gengæld synes jeg bedst om hjemmebagte kammerjunker. Her får du min opskrift på kammerjunker med vanilje og citronskal.


soyakoldskål kammerjunker

kammerjunker



Kammerjunker med vanilje og citronskal

giver mellem 90 og 120 kammerjunker alt efter størrelsen

250g hvedemel
2 tsk bagepulver
1 spsk vaniljesukker
125g plantemargarine - tjek at den er uden mælkebestanddele
75g sukker
revet skal af 1/4-1/2 økologisk citron
1 stort æg

Bland hvedemel, bagepulver og vaniljesukker i en skål. Smuldre plantermargarinen i og ælt det sammen med fingrene, til det er løst som rasp. Rør sukker og revet citron skal i dejen. Tilsæt ægget og saml dejen. Rul herefter dejen til stænger, som skæres i mange små stykker. Hvert lille stykke rulles sammen til en kugle, lægges på en bageplade med bagepapir og trykkes flad. Her får du en ide om hvor store kammerjunkerne bliver og kan justere størrelsen på kuglerne.


Kammerjunkerne bages i en forvarmet ovn ved 200grader i midten af ovnen til de er gyldent brune - tager ca. 10 min.



tirsdag den 24. september 2013

Uden mælk, men ikke uden chokolade...

Det er jo ikke fordi man ikke kan gå ud og købe chokolade, for der er indtil flere mærker som har en mørk chokolade uden mælk, men 9 ud af 10 er med et kakao indhold på over 70%... Det skal man så heller ikke altid være ked af, for det smager jo stadig himmelsk, men personligt kan jeg ikke spise så meget af det og chokoladen kan blive for voldsom i smagen til nogle former for kage, dessert og lignende, og så er det, det begynder at ærgre mig at der er mælkeprodukter i lysere chokolade.

Når jeg kommer ind i et supermarked eller bare en ny afdeling af en større supermarkedskæde, kan jeg ikke lade være med lige at tjekke hvad de har stående på special hylderne, nogle gange har man jo lov at være heldig at netop den butik har en fødevare uden mælk, som jeg endnu ikke har set og afprøvet :)
Jeg har længe haft kig på en mælkefri chokolade i et supermarked nær mine forældre og blev nu nødt til at købe det, efter at have drømt om det i et par uger. Når chokolade begynder at dukke op i drømme og man ikke kan slippe tanken om hvordan denne nye variant ville smage, så er det vidst på tide bare at købe det!






Mærket er Plamil organics, og chokoladen er både fri for mælk, gluten, æg, nødder, er vegansk og økologisk, og så er den fremstillet ved brug af 100% vedvarende energi!

Jeg blev simpelthen nød til at kaste mig ud i hvid chokolade. Jeg har altid synes godt om det, og har på nogle tidspunkter ærgret mig over at jeg ikke længere kunne bruge hvid chokolade, da nogle kager og desserter bare gør sig bedst med hvid chokolade. Jeg må indrømme at den hvide chokolade, lidt har en bismag af planter og ikke den lidt cremede konsistens jeg husker fra rigtig hvid chokolade, men den er bestemt godkendt og jeg tror den vil gøre sig rigtig godt i kage og dessert.




Den mørke chokolade købte jeg med orangesmag, er rigtig lækker! Glæder mig allerede til at smage de andre varianter, kig på deres hjemmeside og find mange flere produkter - Plamil

søndag den 22. september 2013

Søndags-forkæle-kæresten morgenmad - mælkefri amerikanske pandekager

Vi var i går til et fantastisk bryllup, ved et skønt vennepar - to fantastisk dejlige mennesker, som bare et skabt for hinanden. Helt igennem en god dag, med glæde og 'love is all around' stemning, som jo ikke kunne andet end smitte lidt af på mit humør her dagen derpå. Så jeg stod tidligt op og lavede lækker morgenmad til min dejlige kæreste, med blødkogt æg, hjemmebagte boller, en god soyalatte og amerikanske pandekager :)
Dette er den bedste opskrift på amerikanske pandekager jeg endnu har prøvet - de er super lækre, luftige, tilpas svampede og smager helt igennem bare enormt godt. 
Jeg supplerede i dag opskriften med lidt revet æble og en lille smule stødt kanel, og toppede med efterfølgende med honning. Opskriften finder du her amerikanskepandekager.dk
Opskriften her er med mælk, hvilket jeg har skiftet ud med soyamælk med vanilje og bagt dem på panden i plantemargarine (tjek at den er uden mælkebestanddele), så de er uden mælkprodukter. 





lørdag den 21. september 2013

En milkshake helt fri for mælk...

Milkshake er en sød og kold, amerikansk drik, fremstillet af mælk og is, smagsstoffer eller sødemidler i form af frugt sirup eller chokolade sauce. Vidste du at milkshake første gang blev beskrevet i 1885 og dengang nærmere var en alkoholisk drik med whiskey, end den mælke/is drik man kender i dag - lidt sjovt, ik? :)

Jeg tror egentlig ikke at jeg nogensinde har smagt en milkshake - i så fald er det meget længe siden. Men jeg har længe gerne villet smage det, men det har været en af de ting, som jeg ikke har turde forsøge mig med, selv med laktase piller. I stedet har jeg lavet en selv, kun på soya og derfor kaldt den en 'Soyashake' og det er bare super lækkert, så bestemt ikke sidste gang jeg laver det :)




Soyashake med blåbær og mynte


til et glas skal du bruge

1dl soyamælk med vanilje
3 store spsk mælkefri blåbær is (jeg har brugt Lovice GO IS med blåbær lavet på soya - læs mere om Lovice her)
1 håndfuld friske blåbær
0,5 spsk sukker
lidt frisk mynte


Blend alle ingredienserne sammen til drikken er ensartet og server i glas.




fredag den 20. september 2013

Risotto med portobellosvampe og frisk timian

I går har jeg fri og derfor god tid til at stå i køkkenet - bare skønt med 'mig' tid, hvor man kan lave præcis det man har lyst til. For mig betyder det som regel at mit køkken er en hvirvelvind af køkkenudstyr, lækre grøntsager, fyldt med mel og noget hyggeligt musik i baggrunden, mens jeg afprøver nye ideer til lækker mad :)
Min liste med ting/ideer/opskrifter jeg gerne vil afprøve er efterhånden lang og bliver hver eneste dag længere, så det er godt med mange lange fridage til 'mig' tid.

Da jeg nu havde god tid i går, ville jeg forkæle min kæreste lidt og lavede en lækker risotto med svampe til aften. Jeg er vild med risotto - den cremede grødagtige konsistens er fantastisk og så er det kun fantasien der sætter grænser for smagen.
Nu hvor det er blevet efterår og der er kommet en masse lækre svampe frem, synes jeg skal det udnyttes - så her opskriften på min risotto med portobellosvampe og timian :)







Risotto med portobellosvampe og frisk timian

til 4 personer

ca. 1 l grøntsagsfond
lidt olivenolie til sautering
4 små finthakkede skalotteløg
2 fed finthakket hvidløg
400g risottoris
olivenolie og plantermargarine til stegning af svampe
ca. 200g groft hakkede portobellosvampe
ca. 150g finthakkede brune champignon
bladene fra 15-20 stilke frisk timian
1/4 tsk tørret og hakket estragon
salt og peber
50 g plantemargarine - tjek at den er uden mælkebestanddele
100g friskreven pecorino romano
En stor håndfuld valnødder (kan udelades)

Start med at varme fond, så den er klar til at hælde i risottoen.
Varm lidt olivenolie i en sautépande eller gryde, og sautér skalotteløg og hvidløg et par minutter. Tilsæt herefter risene og sautér ingredienserne i yderligere 1-2 minutter. Risene skal ikke tage farve, så sørg for at røre hele tiden. Herefter tilsættes et par dl fond ad gangen under omrøring. skru ned for varmen, så risene bare simre. Det er vigtigt at risene optager al væsken inden mere tilsættes, således at man får den rigtige cremede konsistens af risottoen.
Således fortsættes indtil risene er møre. Smag det til undervejs med salt og peber.

Mens risene simre, steges svampene i en blanding af olivenolie og plantemargarine på en pande. Tilsæt den friske timian, estragon og krydr med salt og peber. Steg svampeblandingen indtil svampene er møre og al væske er fordampet.



Når risene er møre tilsættes svampeblandingen og 1 dl fond. Lad det hele simre til væske er optaget.
Tag retten af varmen og bland forsigtigt plantemargarine og parmesan i retten - det er her risottoen bliver lækker og cremet. Læg låg på.
Rist valnødderne på en pande uden fedtstof til de har taget lidt farve og hak dem groft.
Server retten med det samme, med de hakkede valnødder som pynt.




torsdag den 19. september 2013

En god start på dagen :)

God morgenmad, med tid til at nyde den og en kop med noget varmt og hyggeligt, er den bedste start på dagen :) 
Jeg er meget stor fan af Alpro's soyayoghurt naturel med hjemmemixet müsli i forskellig smag, alt efter hvad humøret lige er til. Derfor har jeg altid frisk frugt, tørret frugt, flere former for gryn og honning på lager, så morgenmaden bliver ny og spændende hver dag.
I dag blev det med banan, honning, valnødder og ruggryn, og en skøn kop te til :)
Hvad er din yndlingsmorgenmad?



Alpro fremstiller plantebaserede alternativer til mælk, blandt andet soyayoghurt i flere forskellige smagsvarianter. Deres produkter varierer mellem lande, så de har lavet en hjemmeside til hvert land, med de produkter der findes det pågældende sted. Der er endnu ikke en dansk side, men mon ikke det kommer snart? Man kan jo håbe :) 
Tjek deres hjemmeside og se hvad de har der hvor du bor eller i nærheden af dig - Alpro.



tirsdag den 17. september 2013

Mælkefri snegle med solbær og perlesukker

Med inspiration fra 'Politikkens bog om Brød', har jeg bagt disse skønne snegle med solbærsyltetøj (en god venindes hjemmelavede, mums!) og perlesukker - jeg har byttet mælk ud med havremælk, smør med min yndlings plantemargarine og græsk yoghurt med vanilje soyayoghurt.
Spis dem til eftermiddagskaffen eller læg dem i madpakken som hygge til ungernes skovtur :)



Snegle med solbær og perlesukker

ca. 16 stk

1,5dl havremælk
25g god plantemargarine - tjek at den er uden mælkebestanddele
1dl vanilje soyayoghurt
50g gær
1 spsk sukker
1 tsk salt
1 stort æg
500g hvedemel
solbærsyltetøj
perlesukker til pynt

Varm havremælken i en gryde og smelt plantemargarinen heri. Lad blandingen afkøle til fingervarmt. Hæld youghurten i en skål og opløs gæren heri. Tilsæt sukker, salt, æg og mælkeblandingen. Ælt hvedemel i dejen lidt ad gangen, til denne er glat og smidig. Stil dejen til hævning et lunt sted i 1 time.

Ælt dejen igennem på et meldrysset bord og rul den ud i et kvadrat på ca. 40x30cm. Smør et tyndt lag af syltetøj på dejen og rul den sammen som en roulade og skær den i 1,5-2cm tykke skiver. Læg sneglene på en bageplade med bagepapir, put snipperne af dejen på undersiden af sneglen og lad dem hæve i 30 min. Drys med perlesukker og bag herefter sneglene ved 175 grader i 15-20 min.

snegl

mandag den 16. september 2013

To mælkefri retter på balinesisk

Når jeg en gang i mellem ser et fly på himlen kan jeg ikke lade være med at drømme mig væk til varme himmelstrøg og mindes fantastiske rejser. Forrige sommer var manden og jeg på Bali, og var her en dag på cooking school, hvilket var en fantastisk oplevelse og særligt med mit lille 'hjemme' kokke hjerte var jeg i himlen i de timer vi havde med et ægtepar, som dårligt forstod hvad vi sagde på engelsk, men som gjorde alt for at vi skulle have en god oplevelse, blive inspireret og lære at lave deres mad - balinese style. Jeg legede kok og manden fotograf. Og så gæstfrie og søde som det balinesiske folk er, gav de os telefonnummeret til det hotel vi boede på, så vi kunne ringe til kokken når vi kom hjem, hvis der var noget vi ikke forstod eller hvis vi ikke kunne finde ud af det - sødt, ik?

Her får du et par opskrifter på lækre små balinesiske retter - som selvfølgelig er mælkefrie - skriv endelig en kommentar hvis du kaster dig ud i projektet, jeg vil meget gerne høre hvad du synes om det :)



Bergedel Jagung - corn fritter




2 portioner

2 kopper majs
1 kop kokosnødde olie
2 små æg
3 fed hvidløg
1/2 tsk muskatnød
1/2 frisk rød chili
1/2 tsk rejepasta (kan købes hos asiatiske købmænd)
salt og peber

Majsene hakkes. Hvidløg, muskatnød, chili og rejepasta mixes i en morter til en pasta, som blandes med  de hakkede majs og æg.
'Dejen' samles til små fritter med en spiseske og friture steges i kokosnøddeolien til de er gyldent brune.

Bergedel Jagung anvendes på Bali som en forret, men kan også serveres med ris, og gøre det ud for et større måltid.



Sate Lilit Ikan - grillet hakket tun med balinesisk spicy sauce og frisk revet kokos





10 stk

250g finthakket frisk tun
1 spsk palme sukker (kan købes hos asiatiske købmænd)
10 stk bambuspinde eller citrongræs sticks (dem som er anvendt på billedet)
2 spsk kokosmel
limesaft

Spice pasta:
1 frisk rød chili
3 skalotteløg
3 fed hvidløg
knivspids muskatnød
1 cm gurkemeje rod (evt. kan stødt gurkemeje anvendes)
1 cm frisk ingefær
knivspids rejepasta
salt og peber
(samt 1cm 'white urmeric' rod, som det ikke er lykkedes mig at finde at hvad er eller overhovedet få det i Danmark - hvis du ved hvad det er, må du meget gerne skrive det i en kommentar - det vil jeg blive glad for)


Ingredienserne til spice pastaen mixes til en fin pasta i en morter. tilsæt palme sukkeret. Herefter tilsættes den finthakkede tun og kokosmel, samt lidt limesaft - mix grundigt.
Form dejen til 'sate' omkring sticks'ene og grill dem ved høj varme til de er gyldent brune.

Sate sticks kan også laves med kylling eller svinekød og serveres med peanutbuttersauce - smager himmelsk. Sate sticks spiser man på Bali ved ceremonier såsom brylluper.

lørdag den 14. september 2013

Smoothie med jordbær, æble og kanel - mælkefri

Frugten gør drikker sommeragtig, kanel giver et strejf af jul - en perfekt blanding på en solrig efterårsdag :)
Var så heldig at have lidt jordbær fra svigermors egen have i fryseren, gjorde lige det hele lidt bedre!

Smoothie med jordbær, æble og kanel

giver 2 store glas

3dl soyamælk med vanilje
225g frosne jordbær
1/2 banan
1 dansk æble
1tsk kanel
3tsk flydende blomsterhonning

Tø jordbærrene og mix alle ingredienser i en blender eller med stavblender.
Smag drikker til med honning og kanel. Hvis du ønsker konsistensen anderledes kan du bruge mere banan for at gøre den tykkere eller mere soyamælk for at få den tyndere.
Så simplet ;)



fredag den 13. september 2013

Klatkageboller med græskarkerner og ruggryn

Jeg elsker at have hjemmebagt brød i fryseren! Det er altid skønt lige at have en bolle til frokost eller en lille snack om eftermiddagen med en skive god gedeost :)

Disse boller som er efter en hjemmebikset opskrift, ligner mest af alt klatkager når dejen rammer bagepladen, men det smager fantastisk og er perfekte til en sandwich!



Klatkageboller med græskarkerner og ruggryn

15-20stk.

50g gær
5dl vand og 5dl havremælk - skal være lunkent når blandet
2tsk salt
1spsk honning
100g ruggryn
4dl græskarkerner
400g fuldkornshvedemel (italiensk)
350g hvedemel

Opløs gæren i væsken og tilsæt salt, honning, ruggryn og græskarkerner. Rør herefter melet i og rør godt så dejen bliver luftig. Dejen er stadig meget blød og vandet.
Stil dejen til hævning et lunt sted i 1-2 timer.


Med to skeer afsættes dejen i klatter på en bageplade med bagepapir. Sæt bollerne i midten af en forvarmet ovn på 200grader og bag dem i 25-30 min afhængig af din ovn - hold øje!
Afkøl boller på en rist - et voilá!