lørdag den 9. november 2013

Weekendens mælkefrie: Svensk kladdkaka med granatæble

Jeg havde en fantastisk aften i går - kan varmt anbefale Crazy Christmas Cabaret. Hvis du skal eller bare overvejer om du skal ind og se det, så vil jeg ikke gå i detaljer med handlingen, men temaet i år er det gamle Rom og gladiatorer. Virkelig godt og gennemført underholdning, og jeg elsker simpelthen når skuespillerne glemmer replikkerne, lydeffekterne kommer på de forkerte tidspunkter og de selv begynder at grine på scenen, mens de improvisere sig tilbage til manuskriptet! Så fedt! Når sådan en aften så er i selskab med nogle af dem man holder allermest af, så er bliver aftenen komplet. Min skønne veninde er single og vi fik da også snakket lidt om de meget flotte mandlige skuespillere og deres flotte overkroppe.
Inden forestillingen spiste vi på Wagamama, en af de restauranter som jeg nyder at komme på. Jeg har altid mulighed for at få noget mad som er uden mælkeprodukter og samtidig er maden så anderledes, at det er en oplevelse hver gang jeg går derind. Så skal du ud og spise i København og vil være sikker på et mælkefrit måltid, så kan jeg anbefale Wagamama.

mælkefri kladdkaka svensk chokolade kage


Forleden var det Kladdkakans dag i Sverige, men da havde jeg desværre ikke tid til at bage kage, så derfor kommer kladdkakan først i dag. Jeg boede for et par år siden i Sverige og blev her ret vild med kladdkaka. Kladdkaka er Sveriges svar på, og i mine øjne tæt på at være den bedste, chokoladekage!
Så nu hvor det er weekend, så skal der hygges med minder fra Sverige :) Jeg har pyntet kagen med flormelis og granatæble, men den gør sig også godt med lidt blåbær is eller kokosflødeskum til.
Kagen er desuden super nem og hurtig at lave!


kladdkaka kage chokolade svensk mælkefri

Kladdkaka med granatæble

100g Ama plante
1,5dl hvedemel
2,5dl sukker
2 store æg
3spsk kakaopulver
1tsk vaniljesukker

flormelis og granatæble til pynt

Sæt ovnen på 175grader.
Smelt plantemargarinen i en gryde. Imens blandes alle de tørre ingredienser. Bland først æggene i dejen og dernæst margarinen. Rør dejen til den er jævn.
Fordel dejen i en smurt springform (ca. 22cm i diameter) og bag kagen midt i ovnen i ca. 20min.
Under bagningen hæver kagen op i midten, men falder når den køler af.
Kagen vil have en fast kant, men fortsat fugtig i midten.
Når kagen er kold drysses med flormelis og granatæble.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar