fredag den 8. november 2013

Nudler med svinemørbrad og blommer

Jeg har en skøn dag foran mig, først en løbetur, så lidt shopping med min mor og i aften ud at spise og en tur i teateret med M og en god veninde til Crazy Christmas Cabaret. Det er første gang for os alle tre, at vi skal se CCC, så alle er spændte på hvad der venter, ud over en, med garanti, hyggelig aften i skønt selskab :) Humøret er generelt bare helt i top i dag, for det lykkedes mig endelig i går at være hurtigt nok ude til at få billetter til koncert med Tina Dickow - min absolut favorit sangerinde. Jeg glæder mig enormt meget og kunne slet ikke få armene ned, så kom også til at vække M, som havde taget sig en middagslur, da jeg blev nødt til at fortælle ham om mit køb med det samme og ikke 1 time senere, hvor vi ville ses alligevel.. Lidt tosset, jeg ved det.. Men tosset kan også være en god ting. Jeg er for eksempel også ret tosset med at bruge frugt i mad, fordi det giver en lækker syrlig og frisk smag til maden, som også kan give plads til et lidt mere spicy modspil.
Denne ret med nudler og blommer er en af de retter - blommerne er på denne tid rigtig lækre og gør sig rigtig godt med lidt soya og chili.
En skøn efterårsret som jeg varmt kan anbefale - Hav en god dag :)

nudler svinemørbrad blommer mælkefri


Nudler med svinemørbrad og blommer

4 pers

1 stor svinemørbrad
salt og peber
rapsolie til stegning
250g fuldkornsnudler
4 hvidløg
3 rødløg
5 blommer
1-2 tsk tørret stødt chili
4 spsk soyasauce
2 spsk mørk muscovadosukker
1 dl hakket persille

Rens mørbraden for fedt og sener og krydr den med salt og peber. Brun den godt i olien på en pande. Skru ned for varmen og lad kødet stege videre til det er gennemstegt, ca. 20min. Tag kødet op af panden.
Tilbered nudlerne efter anvisningen på pakken. Snit hvidløg fint og svits dem sprøde på panden, tag dem op. Skær rødløgene i både og svits dem på panden. Skær blommerne i både og svits dem med løgene. Kom ca. 1 dl vand, chili, soyasauce og muscovadosukker på panden og kog det hele op. Vend nudlerne ned i panden og vend det hele med persille. Server med kødet skåret i tynde skiver og et drys af de stegte hvidløg på toppen.


nudler svinemørbrad blommer mælkefri

Ingen kommentarer:

Send en kommentar