søndag den 29. september 2013

Thai inspireret salat med marineret svinemørbrad

Min kære svigermor læser mange dameblade - om ikke andet så langt flere end mig - og er altid sød til at gemme de mange madopskrifter til mig. Denne opskrift er en af dem som jeg har fået af hende, så præcis hvor den stammer fra ved jeg ikke.. Men god er den i hvert fald! :)

Jeg er generelt stor fan af asiatisk mad, som kun sjældent indeholder mælkeprodukter, men altid er fuld af smag, skønne kraftige farver fra friske grøntsager og meget langt fra det klassiske danske køkken, som er mere smør og fløde tungt, og ikke ligefrem laktoseintolerant venligt.. ;)

Jeg har ændret en lille bitte smule i den oprindelige opskrift, hvor der skulle sesamolie i - dette er jeg ikke så stor fan af - samt tilføjet lidt peberfrugt, så retten får mere farve, og ekstra dressing.


thai salat

thai salat


Thai inspireret salat med marineret svinemørbrad

4 pers

1 svinemørbrad
1 spsk citronsaft
1 spsk chilisauce
2 spsk soja

2 hoveder hjertesalat
2 forårsløg
1 rød peberfrugt
1/2 bundt frisk koriander
1 håndfuld frisk mynte
4 tsk rørsukker
4 spsk citronsaft
2 spsk fiskesauce
3 tsk finthakket chili
1,5dl jordnødder, rå og usaltede

Skær sener af mørbraden og skær denne i strimler på ca. 4 cm. Rør citronsaft, chilisauce og soja sammen, og læg kødet i denne marinade i minimum 1time - det tager bestemt ikke skade af at stå endnu længere.
Steg herefter kødet på en pande med lidt olie, mens du gør salaten klar.
Snit salaten, skær agurk og forårsløg i helt tynde skiver og peberfrugt i meget fine strimler. Hak koriander og mynte groft. Bland salat og de friske krydderier.
Rør rørsukker, citronsaft, fiskesauce og chili sammen, og vend det med salaten.
Rist nødderne på en tør pande til de er gyldne.

Anret salaten på en tallerken, kom kødet henover og drys med nødder.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar