fredag den 20. september 2013

Risotto med portobellosvampe og frisk timian

I går har jeg fri og derfor god tid til at stå i køkkenet - bare skønt med 'mig' tid, hvor man kan lave præcis det man har lyst til. For mig betyder det som regel at mit køkken er en hvirvelvind af køkkenudstyr, lækre grøntsager, fyldt med mel og noget hyggeligt musik i baggrunden, mens jeg afprøver nye ideer til lækker mad :)
Min liste med ting/ideer/opskrifter jeg gerne vil afprøve er efterhånden lang og bliver hver eneste dag længere, så det er godt med mange lange fridage til 'mig' tid.

Da jeg nu havde god tid i går, ville jeg forkæle min kæreste lidt og lavede en lækker risotto med svampe til aften. Jeg er vild med risotto - den cremede grødagtige konsistens er fantastisk og så er det kun fantasien der sætter grænser for smagen.
Nu hvor det er blevet efterår og der er kommet en masse lækre svampe frem, synes jeg skal det udnyttes - så her opskriften på min risotto med portobellosvampe og timian :)







Risotto med portobellosvampe og frisk timian

til 4 personer

ca. 1 l grøntsagsfond
lidt olivenolie til sautering
4 små finthakkede skalotteløg
2 fed finthakket hvidløg
400g risottoris
olivenolie og plantermargarine til stegning af svampe
ca. 200g groft hakkede portobellosvampe
ca. 150g finthakkede brune champignon
bladene fra 15-20 stilke frisk timian
1/4 tsk tørret og hakket estragon
salt og peber
50 g plantemargarine - tjek at den er uden mælkebestanddele
100g friskreven pecorino romano
En stor håndfuld valnødder (kan udelades)

Start med at varme fond, så den er klar til at hælde i risottoen.
Varm lidt olivenolie i en sautépande eller gryde, og sautér skalotteløg og hvidløg et par minutter. Tilsæt herefter risene og sautér ingredienserne i yderligere 1-2 minutter. Risene skal ikke tage farve, så sørg for at røre hele tiden. Herefter tilsættes et par dl fond ad gangen under omrøring. skru ned for varmen, så risene bare simre. Det er vigtigt at risene optager al væsken inden mere tilsættes, således at man får den rigtige cremede konsistens af risottoen.
Således fortsættes indtil risene er møre. Smag det til undervejs med salt og peber.

Mens risene simre, steges svampene i en blanding af olivenolie og plantemargarine på en pande. Tilsæt den friske timian, estragon og krydr med salt og peber. Steg svampeblandingen indtil svampene er møre og al væske er fordampet.



Når risene er møre tilsættes svampeblandingen og 1 dl fond. Lad det hele simre til væske er optaget.
Tag retten af varmen og bland forsigtigt plantemargarine og parmesan i retten - det er her risottoen bliver lækker og cremet. Læg låg på.
Rist valnødderne på en pande uden fedtstof til de har taget lidt farve og hak dem groft.
Server retten med det samme, med de hakkede valnødder som pynt.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar